Vi er netop nu i gang med at etablere et kunstværksted i Odense, åbent i dagtimerne for børn, der oplever udfordringer i hverdagen.
Et trygt fristed mellem hjemmet og skolen, hvor rolige, nærværende og stabile voksne har tid til at lytte og rumme det enkelte barn – uden vurdering og krav til præstation.
På værkstedet kan vi blandt andet tilbyde aktiviteter som maleri, tegning eller at arbejde med ler. Alle aktiviteter tilpasses børnenes behov og kræver ingen forudgående erfaring.
Vi vil anvende metoder som kunstterapi, sandplay og leg, og veksle mellem værkstedet og naturen, som varierende rammer.
Her kan det enkelte barn, i fællesskab med andre børn, finde frem til, hvad det har brug for, for at kunne deltage i en hverdag både socialt, i skolen og i hjemmet. Det vigtigste i dette forløb er, at vi sikrer, at barnets eget perspektiv er med i processen.
Vi ser frem til at åbne Kunstpausen i begyndelsen af 2025 og glæder os til at skabe et unikt sted for børn, hvor de kan udforske, vokse og finde ro.
Børn mellem 8 – 14 år, der kan føle sig forkerte, misforståede, ensomme, ekskluderede og måske har svært ved at komme i skole. De kan opleve angst, depression eller vrede og kan have svært ved at håndtere og udtrykke deres følelser.
Da de ikke nødvendigvis har en diagnose, og dermed ingen mulighed for støtte i skolen, havner de ofte mellem to stole og får ikke den hjælp, de har brug for.
Barnet skal visiteres til værkstedet via deres skole, så hvis du har et barn, der vil have gavn af et kortere eller længere ophold, skal du kontakte skolelederen på dit barns skole.
Som frivillig er du med til at gøre en forskel for børnene og deres familier, og samtidig får du gode oplevelser og nye kompetencer.
I Kunstpausen kan din opgave være at hente et barn i hjemmet, som har brug for hjælp til at komme afsted om morgenen. Vi har også brug for frivillige hænder i det daglige arbejde i værkstedet og til at støtte barnet tilbage i skolen, når opholdet hos os slutter.
Vi tilbyder vores frivillige løbende uddannelse og fagspecifik supervision.
Hvis du er interesseret i at blive frivillig i Kunstpausen, kan du kontakte os for et uforpligtende møde. Her kan du få mere information om, hvad det indebærer at være frivillig, hvilke forventninger der er, og hvordan du kan bidrage til at gøre en positiv forskel.
Kunstpausen er et særligt rum, et trygt sted og en sikker base, hvor barnet kan føle sig tryg, tænke og tale frit. Et sted, hvor barnet kan gå på opdagelse og udvikle sig, med kunstterapeuten som betroet ledsager.
Her er der mulighed for at udtrykke og bearbejde sine følelser gennem kunstterapeutiske aktiviteter, sandplay og leg, i fælleskab med en lille gruppe af børn. Eksempler på aktiviteterne kan være tegning, maleri, ler eller andre medier og kræver ingen forkundskaber. Disse metoder kan være særligt gavnlige for børn, der har svært ved at sætte ord på deres følelser.
Vi arbejder i et rum uden vurdering og krav til præstation, da perfekthedskulturen er en stor belastning for mange børn.
Kunstpausen er et skærmfrit område.